Go Spelope Raters

En stille stund

Morten Pedersen — Fri, 04 May 2012 23:26:00 +0000

Oppe ved Frederikssund ligger der en mindre by der hedder Jægerpris. I udkanten af Jægerspris, ligger over draaby. Her ligger fantastisk smukt gammelt hus med stråtag. Her bor mine to bedste venner med deres lille barn. Jeg elsker at besøge dem. Det er fantastisk hus, men skøn have til. Sted hvor man bare kan sætte sig ud i haven med en kop the, og bare nyder det gode vejr, en god bog. Jeg tager tit derop for at arbejde, studier eller bare slappe helt af. Det er skønt kunne gå rundt deroppe, uden at være tvunget til at være på, og være selskabelig. Jeg har kendt de to mennesker i så mange år, at vi nogle gange bare sidder hver for sig med en bog, kop the og nyder dagen. Vi spiller tit Crockett, eller går ordner lidt i haven. Vi går tit meget lange ture med hundene når vi er deroppe. Det er fantastisk. Vi griller tit ellers laver vi mad på deres gas komfur. Så spiser vi ude i solen, og nyder dagens sidste solstrøg. Så trækker vi ind i stuen, åbner et par flasker rødvin og spiller nogle spil. Vi har flere forskellige spil kørende. Vi fører tæt statistik over hvem der har vundet, hvem der fører. Vi spiller altid drengene mod pigerne. Drengene vil ikke altid indrømme at det er os der fører, fordi de er rigtig dårlige taber, samtidig med at de er total hoverende vinder. Det er lidt skægt så sure de bliver når vi tæver dem. Smider med kort eller brikker. Men vender deres held og det er dem der fører, uh så er der ikke den joke der ikke kan bruges! Min veninde og jeg griner bare af dem. Vi er heldigvis ikke så konkurrence præget som de er. Når vi har spillet et par spil, sørger vi altid for at lave en fantastisk dessert. Masser af frisk frugt, med vanilje creme, og is, chokolade til. Der bliver altid grov spist, det er så lækkert. Det er selvom vi lige har kæmpet os igennem et kæmpe måltid. Det kan godt give lidt ondt i maven i ny og næ. Så er det skønt at man kan gå ind og lægge sig på sofaen et kvarters tid. Vi overnatter ofte deroppe. Der er masser af plads. Det er lidt lang vej hjem om aften, og vi for ofte lidt meget rødvin til, så gider man ikke rigtig hjem. Så næste morgen kan man sove længe. Så stå op, spise en lækker gang brunch. Så plejer vi at sidde der og råhygge længe indtil vi bliver enige om at vende næsen hjem af. Det følelse lidt som en lille ferie at komme derop. Selvom der er tv og bredbånd, så slapper man af, føler lidt at man for et afbræk fra hverdagen. Et afbræk som man godt kan have brug for i den travle hverdag vi har inden i byen. For selvom man har tid derhjemme i weekenden, for man ikke slappet rigtigt af. Der er altid noget man lige kan lave. Rengøring, tøjvask, indkøb, ting der skal fikses. Haven der skal ordnes, ukrudt der skal hives op, græs der skal slås. Det er alle gøremål jeg holder meget af, men i ny og næ, så har jeg bare brug for en pause. Den for jeg i det lille fantastisk hus oppe i overdraaby.

Den hårde opdragelse

Morten Pedersen — Tue, 01 May 2012 18:45:00 +0000

At blive forældre er en af de vigtigste ting i en kvindes liv. Hver eneste lille pige drømmer om at vokse op og have sin egen familie sammen med en dejlig mand. Spørgsmålet her er dog, at når den lille pige, med de enorme drømme endelig vokser op og etablerer sin egen familie, hvordan kommer hun så til at opfostre sine børn?

Amy Chua kommer fra Kina, men bor i USA, hvilket skaber en vidunderlig atmosfære og pålidelighed til, hvad hun diskuterer. I artiklen, “Hvorfor kinesiske mødre er bedre”, engagerer Amy Chua læseren ved at sætte den kinesiske opfattelse af børneopdragelse kontra den vestlige måde at opdrage børn. Jeg tror at forskellen er meget stor, fordi vi så er i stand til at sammenligne de to perspektiver og endelig udgør en subjektiv mening, som en vi personligt bedst kan lide. Desuden indleder hun artiklen ved at skrive: “En masse mennesker spekulerer på, hvordan kinesiske forældre opdrager sådanne stereotypiske succesfulde børn”. Allerede i første sætning i artiklen fortæller hun at hun refererer til de vestlige mennesker, som jeg synes er godt fordi, at vi som mennesker i den vestlige verden ikke har en masse oplysninger om, hvordan kinesere opdrager deres børn, sammenlignet med hvad slags oplysninger, de har fået om vores kultur. Gennem artiklen bliver jeg også nødt til at understrege, at hun bliver meget subjektiv, og det er ikke svært at tage notits af det faktum, at hun bedst kan lide den kinesiske metode. Et eksempel på dette er i slutningen af artiklen, hvor hun skriver: “Der er intet bedre til at opbygge tillid end at lære, du kan gøre noget, du troede, du kunne ikke”. Her refererer hun til den anekdote om, hvordan hun bruger den strenge disciplin at lære sin datter at spille klaver. Der er en masse forskellige syn på, hvordan man kan opdrage dine børn, men det er meget vanskeligt at fremhæve, hvilken en som er den rigtige.

Amy Chua, der er professor ved Yale Law School i USA, forsøger at give opfattelsen af, hvordan situationen skal håndteres for at opdrage børn i disse moderne dage. Amy Chua er fra Kina selv og indleder artiklen med at fortælle, hvordan hun opdrager sine egne børn. Hun fortæller os, hvordan hun foretrækker den kinesiske måde at opdrage børn i forhold den vestlige måde, fordi den kinesiske måde giver bedre resultater. Hun giver aldrig sine egne børn lov til at handle, som de ønsker sig. Faktisk har hun udarbejdet en hel liste over, hvad hendes børn ikke har lov til at gøre, og på denne liste er der nogle basale ting, som jeg ikke kan begribe, hvorfor børn ikke lov til at gøre. Et eksempel på dette er grunden til at børn ikke lov til at være i en skole spil, eller et rollespil hvis man bedre kan identificere sig med den betegnelse. Endvidere må børnene heller ikke have nogen former for hunde, selvom de er så enormt søde og ligefrem bliver kaldt menneskets bedste ven. I meget få tilfælde kan de måske få lov til, at få en hund hvis den altså samtidig har et hundetegn.

På med hjulene

Morten Pedersen — Sun, 29 Apr 2012 20:04:00 +0000

Jeg var ude og med min veninde, på vejen gik vi ind forbi Peter Beier chokolade. Her købte vi lidt lækkert, så gik vi over på Barasso købte en Chai latte med Soya mælk. Så gik vi en tur ind i parken og satte os på en bænk. Vi sad i den ende hvor alle de unge fyre iført Streetwear kører på skateboard. Her sad vi så i solen og nød vores indkøbte chokolade og chai latte mens vi kiggede på de unge mænd der gave den fuld gas i skate parken. Det er imponerende at se hvordan de kan lave hop, sving, spring og meget mere på et skateboard. Vi sad længe og var dybt fascineret af deres kunst. Da jeg spotter en af mine venner blandt skaterne. Vi gik over for at sige hej. Vi kom til at snakke med en del af de andre drenge der kørte rundt på deres board. Den ene dreng udforede min veninde til at prøve at stå på skateboard. Vi var flade af grin. Hun havde ingen ide om hvad det var hun lavede. Men drengen der havde lånt hende, hans skateboard, forbarmede sig over hende, og hjalp hende. Sammen trillede de lidt rundt og øvede sig. Imens fik jeg en lang snak med min ven. Jeg står ikke selv på skateboard, men er sej til at stå på rulleskøjter. Kan lave masse hop på rulleskøjter. Min ven der står på skateboard, er også rigtig habil rulleskøjte løber. Vi stod talte om den kommende sæson for Friday night skate, som er et kæmpe rulle arrangement i København. Her står vi flere hundrede mennesker sammen på rulleskøjter igennem Københavns gader med politi eskorte. Det er super fedt oplevelse, det løber af stablen hver anden fredag hele sommeren igennem. Vi deltager begge hver eneste gang så vidt det er muligt. VI kan godt lide at gøre lidt ekstra ud af det. Så vi klæder os gerne ud. I begyndelsen når det bliver lidt mørkt, har vi reflekser, og lyssværd, blinkede lys i alle mulige mærkelig afskygninger med. Vi er pæn stor gruppe af venner der ruller af sted sammen. Det er 20 km. Tur på to timer. Bagefter når vi kommer retur til Solbjerg plads på Frederiksberg, sætter vi os altid ned og for en øl. Så Sidder vi der og for et par øl og hygger inden vi tager videre ind mod byen. Nogen dag med vores rulleskøjter på slæb. Andre dage kører vi lige hurtigt hjem til en af os skifter tøj, smider rullerne og gør klar til at danse, feste og havde det super fedt hele natten. Vi skal lige nå at planlægge hvad planer er for hver fredag. Min ven der står på skateboard, sørger altid for at finde på de fede temaer for vores vennegruppe, sådan så det er til at se at vi er en samlet flok der er på tur. Vi går op i det med liv og sjæl. Vi har også kørt med en del somre nu.

Hjemmeerhverv

Morten Pedersen — Mon, 23 Apr 2012 23:15:00 +0000

Min far startede sit eget firma for 25 år siden, dengang var jeg kun et lille pjok. Min far startede med at have sin virksomhed hjemme i vores hjem. Nede i kældrene havde min far et fint stort kontor. Hernede sad han hver dag med sin samarbejdspartner. Det var super hyggeligt som lille at have sin far til at arbejde derhjemme. Når vi kom hjem fra skole kunne vi lige gå ned og sige hej, og få en krammer. Min mor har hjulpet min far i hans firma i rigtig mange år. Hun har lavet regnskaber og været hjemmegående husmor.

Det jeg husker bedst tilbage på, var når de skulle holde forretningsmøder. Nogen gange fik de bare kage og kaffe oppe i stuen. Men de store og vigtige kunder holdte vi middag for.

Så blev der ellers lavet 3 retters menu, med masser af god vin. Så var der kage og oste bord til sidst. Min fars forretningspartner havde altid deres børn med også. Så når de holdte store forretnings møder, så havde vi altid masser af andre børn og lege med.

Vi flyttede fra Sjælland, og til Jylland. Da vi flyttede til Jylland, valgte mine forældre at leje et lokale til deres virksomhed. Virksomheden var vokset godt og grundt, så nu var der en hel del medarbejder. Så der var heller ikke rigtigt plads til at have alle min fars ansatte derhjemme.

Da jeg blev 13 år, ansatte min far mig til at hjælpe ham med diverse ad hoc opgaver, og til at gøre rent. Jeg har gjort rent i mange år hos min far. Men dag jeg blev 18 var min far nød til at finde på en anden mulighed. Første begyndte min lille søster at gøre rent for min far. Nu er hun også flyttet hjemmefra.

Derfor gik vi ind på Agera.dk, så minfar fik professionel rengøringshjælp til hans virksomhed.

Jeg vil meget gerne have min egen virksomhed, og jeg holdte meget af som lille at have min far derhjemme. Derfor har jeg leget med tanken om også at have virksomheden hjemme. Jeg vil utrolig gerne bo inden i byen, og der er rig mulighed for at finde et godt erhvervslokale tæt på, hvis ikke helt hjemme.

Min fars virksomhed har vokset fra lille bitte, til i dag at være en stor virksomhed. Med mit erhverv bliver det nok en smule anderledes. Men jeg håber da at have små 5 medarbejder når vi når til den tid.

Inden jeg kan gå i krig med at etablere min egen virksomhed, så skal jeg nok lige være færdig med at studere, der er kun små 7 år igen til jeg er færdig. Så skal jeg nok lige have lidt erhvervs erfaring. Men det skal nok blive rigtig godt når jeg engang etablere min egen virksomhed, især fordi min mand har samme drøm, og vores uddannelser, hænger sammen. Vi har brug for hinanden i en virksomhed. Så kan vi få en rigtig familie virksomhed, og et godt og tæt samarbejde med hinanden.

Digtet som gjorde forskellen

Morten Pedersen — Mon, 16 Apr 2012 21:54:00 +0000

Jeg har læst et digt, som hedder Kunstnerlængsel. Det hovedsagelige tema i degtet er Nyplantonisme. I Nyplantonismen mener man, at når man fødes i fænomenernes verden, så bliver sjælen inkarneret i kroppen. Så man lever sit liv i en konstant skyggeverden, fordi kroppen skygger for sjælen. På den måde mener man samtidig, at man er slave af kroppens begær. Det kommer frem i digtet i strofe 1, vers 1-3: ”Hvad er det, som fra Jorden her, Saa mægtigt drager mit Begiær, Og dybt mit Hierte saarer.” Digteren viser, at han er slave af den længsel, som han fyldes med og det gør ham ked af det, men han kan ikke selv styre det. Det forblinder ham for den verden, som hans krop lever i. Til trods for at han fortæller, hvordan himlen omkring ham er blå og stjernes som tindrer, så har han sat de to verdener op mod hinanden. Fænomenernes verden gør han til et helvede, hvor hans krop er på det jordiske, og hvor verden er foranderlig og forgængelig. I modsætning til fænomenernes, så er ideernes verden, der hvor han vil være. Der befinder hans sjæl sig: Der findes evigt kosmos, himmel og det åndelige rige. Selvom mennesket så at sige affinder sig med at leve i fænomenernes verden, så har de en fornemmelse af, at de har mistet noget. For når man fødes, så mister man kontakten til den ideelle verden. Fænomenernes verden er blot en ufuldstændig spejling af ideernes verden. I Nyplantonismen kaldes længslen efter den ideelle samhørighed for Eros. Det er den samme længsel, som findes i kærligheden, når man længes efter at smelte sammen med den man elsker og vil tilbringe resten af sit liv med, i tyk og tynd, i med og modgang. Dertil også at sige fra top til tå, selvom partneren måske vælger, at miste fatningen et kort øjeblik og derefter begynde, at gå med seler og bryllupssokker til hverdag. Længslen efter at være et med alt. Det kommer også til udtryk i Nyplantonisme, at denne længsel er en stræben efter altid at ville opleve noget som er højere, skønnere, og som man antager for at være sandheden. Ligesom det ses i digtet i strofe 6, vers 4-6: ”Selv himmelen, med lyseblaae Grund, Og stjerneguld, mig synes kun, En grænseløs Kiærminde.” Trods den smukke natur omkring ham, vil han stadig opnå ideernes verden, som han antager for at være endnu smukkere.

Forfatteren af dette digt, Schack von Staffeldt, levede selv med denne ulidelige længsel efter den ideelle verden, som han stræbte efter at opnå. Man kan tydeligt se, at det er længslen og tabet som er temaet i digtet Kunstnerlængsel, og han lægger ikke skjul på at fænomenernes verden i sig selv ikke er god nok. For Staffeldt var selv af den mening, at hans krop var indespærret på jorden, og at jorden var som et fængsel for ham. Ved at skrive sine følelser ned på papir, opnår han indblik i kunstens indre kerne, og det er igennem bidrag til kunsten i form af digte som Kunstnerlængsel og Indvielsen, at han prøver på at opnå trøst mod sin store melankoli.

Camping

Morten Pedersen — Wed, 11 Apr 2012 12:21:00 +0000

Vi er to par, der i flere år har spillet kort en eller to gange om
ugen. Vi mødte hinanden til bridgeundervisning for nogle år siden,
og efter denne undervisning er vi skiftevis kommet hos hinanden til
middag, kortspil, og aftenkaffe.

Vi spiller til en pulje, som vi, når størrelsen passer os, bruger til
en tur i byen eller en gang imellem til hjælp til ferie sammen.
Vores foretrukne mål er Spanien gerne i de for det meste kølige
overgangstider i Danmark.

Vi har altid overnatte på hotel; men fik den gode ide, at vi sammen
kunne købe en campingvogn, være uafhængige af alt og alle -
end os selv, og bl a også af, om der nu var et bord på et
af vore værelser, der egnede sig til kortspil, hvis vi fik lyst til
det.

Som sagt så gjort. Vi købte en brugt, men fin campingvogn, hvor vi alle
fire kunne sove og slå bord op til spisning, kortspil, hvis
vejrguderne en dag ikke var med os, eller vi bare skulle hygge os med
billige drinks oven i købet.

Så kom spørgsmålet.

Hvilken campingplads skal vi vælge.

Vi gik ind på camping costa brava, da vi gerne ville til Spanien og
fandt en masse spændende steder, vi kunne søge på, bl a i
catalonien og også costa-dorado, masser af foskelllige
campingpladser ved kysten i Spanien.

Hvor skulle vi være. Vi var fire, der skulle blive enige om et sted. Én
syntes, det ene sted kunne være lige så godt som det andet, så ham
ville vi ikke få problemer med; men vi var stadig tre, der hver
især havde sin mening om, hvilken campingplads vi skulle vælge.

Vi blev enige om, at skrive de tre navne på campingpladser ned på små
sedler, som vi lagde i en skål, og ham, der var ”ligeglad”,
skulle trække en seddel med lukkede øjne fra skålen. Navnet på
den campingplads, der stod herpå, skulle det være.

Vi var tre, der holdt vejret, mens han stak hånden i skålen og tog en
seddel. Der stod camping Lloret de Mar. Sagen var afgjort.

Til Spanien.

To uger efter stilede vi mod målet alle fire i én bil med
campingvognen på slæb. Vi var meget spændte på vores nye form for
ferie og på, hvordan der var på campingpladsen. Vi glædede os
virkelig meget.

Glæden blev ikke mindre, da vi ankom og blev installeret og vi var stadig
tilfredse med forholdene, da vi tog derfra ved feriens slutning.
Campingpladsen havde virkelig levet op til vores forventninger.

Vi tager måske på campingferie næste år igen – turen går under
alle omstændigheder til Spanien, og selv om campingvognen er købt,
er der selvfølgelig mange ferieformer vi kan afprøve.

Vi så jo så mange muligheder på nettet, hvor vi kom ind på Zoover,
som havde en masse bedømmelser af mange forskellige måder at holde
ferie på, bl a hoteller og Campingpladser på Toscane, som vi jo har prøvet, også med godt
resultat.

Så er der ferieparker, krydstogtfærger, feriehuse og meget mere. Så
gad vide, om vi igen næste år skal finde ”lotteriskålen” frem.
Det bliver så med valg af hvilken ferieform, vi skal vælge, men
et bord med kortspil og lidt ”sjusser” skal der være til
rådighed, og det var også dejligt at have en bil ved hånden, så
vi kunne tage på de udflugter, vi havde lyst til.

camping Lloret de Mar Zoover

Arbejde i samfundet

Morten Pedersen — Mon, 26 Mar 2012 14:30:00 +0000

Jeg arbejder for det danske ministerium, og derfor skal jeg rigtig tit tage kig på tabeller som omhandler danskernes holdninger til forskellige dagligdagsting. Denne gang indeholdt tabellen den enkelte danskers prioritering, når det kommer til forbindelse med arbejdet. Tabellen er fra 2005 og er opskrevet i procent, hvor det totale er 100. I dette tilfælde er mænd og kvinder ikke opdelt, men derimod en enkelt enhed. I den første kolonne bliver der spurgt ind til hvor vigtig ansættelsestrygheden er. Der mener 31,9 procent at det er meget vigtigt at være fast ansat, uden at skulle tænke på fyringer. 49,4 procent mener det bare er vigtigt, hvorimod 1,2 procent slet ikke føler en træng, til at føle sig tryg på sin arbejdsplads. Det næste der bliver spurgt om, hvor vigtigt en høj indkomst er for arbejdet, og her mener kun 9,6 procent at det er meget vigtigt, 49,9 procent mener det er vigtigt, og kun 0,7 procent mener slet ikke det er vigtigt med en høj indkomst. Det er beundringsværdigt, hvor lille en mænge der faktisk mener, at det er meget vigtigt med en høj indkomst på deres arbejde. De fleste ville have meget hurtig tildens til at svare høj indkomst, hvis man spurgte ind til, hvad der er vigtigt med arbejdet. I dette tilfælde er det dog kun 9,6 procent, dog er det ca. halvdelen, som stadig mener det er vigtigt. Efter det bliver der spurgt om, hvor vigtigt det er, at arbejdet er interessant og om det er noget man har lyst til at beskæftige sig med. Her fandt 58,8 procent det meget vigtigt, at det var et interessant job. Så faldt den til 38 procent, som synes det var vigtigt og derefter styrtdykkede procenterne til 2,5 procent som synes hverken eller, 0,6 procent som mente det ikke var vigtigt og 0,1 procent som mente det slet ikke var vigtigt. Her ses det tydeligt, at jobbets interesse har en meget høj prioritet blandt den almindelige befolkning. De prioriterer altså arbejdes interesse, over deres løn og trygheden på arbejdspladsen. Det sidste som blev spurgt om i tabel 4, var om arbejdet var et samfundsnyttigt job. Det var der 21,4 procent som anså, var meget vigtigt for dem. Derefter steg den til 44, 5 procent og faldt derefter til 25,2 procent så til 7,2 procent og til sidst 1,7 procent som slet ikke følte det var vigtigt, at deres arbejde gjorde en forskel i samfundet. Danskerne vil altså hellere have deres arbejde er et samfundsnyttigt arbejde, end at de får en stor løncheck. Det kunne for eksempel være at arbejde for en virksomhed, som producerede vand for sundhedens skyld. Det kunne være at sælge kildevand med logo, som fremmer danskernes overordnede sundhed. Der ved arbejder danskerne altså ikke for den store løncheck men for samfundet i stedet. Det kan man måske undre sig lidt over men arbejdet er jo det man yder sit liv og inspiration til, og så betyder lønseddelen måske ikke så meget når man stiller det op på den måde.

Knæoperation

Morten Pedersen — Sun, 18 Mar 2012 10:29:00 +0000

Torsdag den 8. 3. 2012 var en stor dag for familien og min voksne søn i særdeleshed. Han har i 3 år gået med et overrevet korsbånd og stærkt beskadiget menisk i hans højre knæ. Vi kørte til Amager hospital og fandt hurtigt opgang 3. I modtagelsen blev vi registreret som ankommet og blev bedt om at tage plads i venteværelset. Der var saft, the kaffe og vand til fri afbenyttelse Min søn skulle være fastende hvorfor han selvfølgelig ikke kunne nyde nogle af de drikkevarer der stod på rullebordet. Efter ½ time blev han kaldt ind til overlæger der skulle operere ham. Lægen – Tom – fortalte hvad han havde tænkt sig at gøre og der blev med en sprit pen tegnet nogle streger på hans knæ og lår. De ville tage en sene fra ydersiden af låret og bruge som nyt korsbånd. Korsbåndet er en slags elastik som gør at knæet kan bevæges og bøjes. Tom satte også et mærke ud for menisken på den side af knæet, hvor sønnen havde meget ondt. Han ville kigge efter skader på menisken når han åbnede knæet. VJeg fik at vide, at det mindst ville tage 2 timer før sønnen blev kørt tilbage fra opvågning. Herefter skulle han sove og blive klar i hovet igen efter indgrebet og operationen.

Jeg tog en tur i det lokale amagercenter, hvor jeg fik en kop kaffe. Som tilbehør valgte jeg et rundstykke med smør og ost. Dejlig kaffe og bollen var også helt fin. Det var overraskende billigt jeg gav kun 30 kr. for det hele. Mæt og glad gik jeg en tur rundt i centret, hvor jeg studerede de andre gæster enller kunder som det kaldes. Det var tydeligt at det var lokale der handlede i centret. Pensionister og mødre med barnevogne stod magnge steder og sludrede. Det var tydeligt det ikke var folk som var på arbejdsmarkedet. De havde god tid. Tit så jeg, at når de gik videre så fandt de en anden af deres mange bekendte. Efter nogle stille og dejlige timer kørte jeg tilbage til hospitalet for at se til sønnen.

Han var der ikke, og damen i skranken henviste mig igen til venterummet og kaffevognen. Den var nu forbedret med frugt, kiks, knækbrød og nogle få småkager. Jeg tog lige en frisk kop the og en lille banan. Det var dejligt.

Senere da sønnen kom op på stuen gik der en rum tid før han vågnede. Han fik morfin ind i armen via en drop. Han ville blive sendt hjem samme dag. Jeg synes der er utroligt, at de kan lave en større operation, og sende ham hjem samme dag. Men sidst på dage – omkring kl. 15 blev han udskrevet. Inden han blev sendt hjem kom der en sygeplejerske og fortalte hvad vi skulle være opmærksomme på. Bl.a. kunne vi købe noget creme som blødgjorde musklerne og samtidig kunne tage nogle af smerterne i musklerne. På vejen hjem hørte vi lige forbi den lokale Matas og købte noget tigerbalsam. Jeg havde via matas.dk så jeg vidste, at de havde noget der kunne bruges

Reddet på målstregen af damen fra Lancome

Morten Pedersen — Fri, 10 Feb 2012 13:31:00 +0000

For nogle år siden besluttede min famiile og jeg os for, at nu skulle det være. At vi året efter ville fravælge de sædvanlige hoteller omkring Middelhavet. I stedet skulle vi give den hele armen og tage 3 ugers rundrejse i Asien. Det ville godt nok betyde, at vi skulle spare lidt ekstra op til ferien, men målet var så attraktivt, at selv vores ret forkælede unger havde det helt fint med det. Tanken om at skulle tilbringe 3 uger i en eventyrlig verdensdel med masser af oplevelser. Det kunne feje en hver diskussion af banen.

Første stop – Bangkok

Der er mange måder at komme til Asien på. Vi har altid fløjet med Thai Airways. De er ikke dyrere end de andre selskaber (måske lidt). Til gengæld har de mere benplads og et ufattelig venligt kabinepersonale. Begge dele er vigtige, når man skal rejse så langt. Når man er næsten to meter høj, er det vigtigt at have god plads. Har man rejst for mange gange til Bangkok, når man kan huske flightnummeret udenad – TG951?

Turen gik dejlig begivenhedsløs. Som altid var der god mad og en god film. Alligevel kan det godt føles som en lang tur, så vi var lidt brugte da vi gik gennem transitten og de mange spændende butikker. Lige med et kommer min kone med et udbrud, som jeg ikke vil gengive her. Det var nu ikke så slemt. Hun havde glemt at købe cremer og hudpleje. Ting, som vi ved, der bliver god brug for. Så hun strøg hen til butikken, som sælger Lancome. Det er hendes foretrukne mærke. Hun får hældt godt ned i kurven og betalt – og så går vi videre, for vi vil gerne hen på hotellet og friskes op.

Lancome-damen jagter os

Vi er vel nået et godt stykke hen mod bagageudleveringen, da vi opdager, at ekspedienten, som betjente os i butikken, kommer løbende efter os og vifter med et eller andet. Vi stopper op for at se, hvad der er på færde. På sit charmerende engelsk med thai-accent fortæller hun, at vi havde tabt vores pas i butikken. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis ikke vi havde fået vores pas. Formodentlig ville vores ferie have været slut inden den egentlig var kommet i gang.

Vi takker en million gang og vil gerne give hende noget for hendes indsats. Det vil hun ikke have. Hun ville bare hjælpe. Og det gjorde hun. Vi noterede lige hendes navn, så vi havde det til senere.

Superferien

Det var en heftig start på ferien. Resten af ferien havde ikke lignende dramatiske optrin. Der var en fantastisk tur. Udover at være i Thailand, nåede vi også at opleve både Vietnam og Laos. Det var en lang perlerække af oplevelser, som vi aldrig vil glemme.

Tak for sidst

På hjemturen skulle vi også mellemlande i Bangkok. Så opsøgte vi Lancomebutikken igen og bad om at tale med chefen. Så fortalte vi om Lancome-damen og hvordan hun havde hjulpet os. Det blev han glad for at høre. Vores historie – fortalte chefen – ville gøre hende til månedens ansatte.

Et eternittag har brandhæmmende karakter

Morten Pedersen — Thu, 01 Dec 2011 14:37:02 +0000

”Det er vigtigt med tag over hovedet”, sådan lyder en kommentar ofte, når der refereres til trængt økonomi, og der er jo i virkeligheden en god grund til denne metaforiske reference. De har alle dage været menneskets første prioritet, når der er gjort holdt for natten. At få et tag over hovedet. Det var godt nok ikke eternittag som de første mennesker tænkte på eller brugte, men grotter og huler gjorde det dengang ud for taget. For andre var mobile løsninger med dyrehuder eller tørv en løsning.

Et eternittag er nemt at vedligeholde

Vi skal helt op i slutningen af 1800 tallet, før eternit første gang ser dagens lys, og det var fordi en Østriger, Ludvig Hatschek fandt ud af at blande cement med asbest. På det tidspunkt var konkurrencen hård med hensyn til tagmaterialer, da både bly, teglsten, skifer, zink og kobber havde været anvendt længe.

Men, som det er de fleste bekendt, så viste asbest sig at være et uheldigt materiale, så de eternittag løsninger vi ser produceret idag, de har fået asbesten erstattet af andre materialer. Eternittag er meget populært, ikke mindst fordi det både er relativt billigt, men også fordi det har brandhæmmende egenskaber.

Holdbarheden for de gamle eternittage med asbest var helt op til 60 år. Udskiftningen af asbest med cellulosefibre har dog betydet en kraftig reduktion i det, og fabrikkerne giver således 15 års garanti på taget. Det kræver ikke meget at vedligeholde et etternittag, og det er også med til at øge tagets popularitet.